I tirsdags fik jeg endelig set Sofia Coppolas nyeste film Somewhere. Med kæresten, der er ubetinget Coppola-junior-fan og synes Lost in Translation er noget af det ypperste, under armen krøb vi ind i Sofias magiske verden, i en sal i Falkoner Bio.
Jeg var vældig begejstret og ganske betaget, især af de mange nærmest stilleben-agtige scener. Det går nemlig ret langsomt og er man ubetinget fan af handlingsmættede og plotdrevne film, så er Somewhere ikke sagen. For der er stort set ingen historie og den der er, baserer sig på Hollywood-klichéer, hvilket i øvrigt foregår i et kærligt lune og er ganske morsomt på sin egen stille måde.
Efter en forjaget og travl tirsdag virkede filmen som balsam for sjælen (undskyld udtrykket, kunne ikke finde en passende oversættelse af soothing), og jeg slappede helt fantastisk af dér i biografmørket
Filmen bygger langsomt op og portrætterer en far, der lærer sin datter at kende igen og det der foregår mellem dem er så ægte og fint. Det er det, der er filmens kerne og selvom plottet rent ud sagt er banalt, så er filmen det bedste fra Coppolas hånd ifølge mig. Ved godt at mange vil skyde mig nu, kæreste inklusiv. Men bring it on :) Hvad synes I? Hvis I altså har set den, ellers får den mine anbefalinger med på vejen, især hvis du har brug for en afslappende og følelsesmættet (men det er langt fra en tudefilm) tur i biffen.
I finally got to watch Sofia Coppolas Somewhere this tuesday. It was so silent and slow in a very soothing way and I really enjoyed all of the 'stilleben'-like frames. I liked it even better than Lost in Translation. Sorry, you can shoot me now...
Jeg er enig! Jeg kan også bedre lide Somewhere end Lost In Translation. Den underspillede humor er fantastisk. Virkelig god film, og ja, soothing, det er den :)
SvarSletJeg er meget betaget af Sofia Coppolas univers. Både Lost in Translation og Somewhere er virkelig smukke film.. Scenerne er i Somewhere er ufattelig smukke og æstetiske! De lange scener hvor han kører i sin bil gjorde et stort indtryk på mig. Ligeledes er der en scene hvor faderen (som jeg har glemt navnet på) ligger på en madras i svimmingpoolen og glider langsomt ud af billedet. Se, DET er genialt. Og den underspillede humor er helt i top i scenerne med de to pole-dansere.. Haha. Her ser man hvor sigende Coppolas musikvalg egentlig er.. og det er fedt! og og og.. sidst men ikke mindst, så er det nogle fantastiske skuespillere..
SvarSletMmmm..
Jeg synes også det er en rigtig fin film, men den kunne ikke det, som jeg synes en film skal kunne - nemlig rive mig ud af hverdagens trummerum.
SvarSletDer skete, som du også siger, meget lidt og selvom det er nogle flotte scener og billeder så ærger det mig når mine tanker hele tiden blev afledt fordi den ikke formåede at holde min koncentration.
Jeg har længe haft lyst til at se den film, og slet ikke mindre af dit indlæg;)
SvarSlet/Gunilla
Jeg har set den og var faktisk lidt skuffet, da rulleteksterne kom på skærmen. Du beskriver den fint - der sker nemlig ikke noget og jeg synes ikke at filmen går nok i dybden med de historier den starter. Jeg nåede ikke at føle ægte sympati med faren og ærlig talt er han ikke lækker nok eller charmerende nok til at have hovedrollen.. Du har ret i at filmens underspillethed og smukke scener bærer filmen, men jeg synes at der manglede noget. Den er ikke i hvert fald ikke i nærheden af samme kvalitet som Lost in Translation, selvom hovedpersonerne er nærmest identiske og handlingen ligeså.
SvarSletTusind tak for jeres meninger og tanker. Det er rigtig spændende at læse hvad I syntes om filmen, både jer der er enige med mig og i lige så høj grad dem der ikke er.
SvarSletJeg kunne virkelig godt lide filmen, men jeg må ligesom Siff indrømme, at jeg blev lidt skuffet. Den er genialt underspillet og den var simpelthen så sjov (især det med stripperne var brilliant, synes jeg!), men jeg manglede at kunne føle med faderen. Jeg forstod ikke helt hvad hans motivation var for at opføre sig som han gjorde (ud over det åbenlyse "hul" der manglede i hans liv, men hvad med bagefter??). Han blomstrede til gengæld når datteren var der og deres forhold virkede virkelig ægte, hvilket var dejlig forfriskende at se skuespillere stadigvæk er i stand til at gøre, men jeg synes ikke, at cirklen som historien startede blev fuldendt. Hvilket selvfølgelig var ærgeligt. Det er en rigtig smuk film og jeg synes helt klart, at det er værd at se den, meeeeen. Havde altså forventet lidt mere, må jeg indrømme.
SvarSlet