Denne restaurant burde næsten have været med i en af mine Frederiksbergguider, for det er altså et rigtigt dejligt sted.
Frederiks Have har netop fået en Bib Gourmand i Michelinguiden og det betyder at her kan man få gourmetmad til rimelige priser. Og den anerkendelse er velfortjent, vi havde i lørdags ikke bare en masse gode smagsoplevelser, men også en rigtig dejlig aften i en nærmest zen-agtig stemning på trods af at restauranten var helt fuld. Nærværende og søde tjenere, en vinmenu, der var lige i øjet til maden og så selvfølgelig nogle utrolig lækre retter. Gik derfra og var helt salig, det var virkelig en lækker og gennemført aften.
Som appetizer fik vi en kammusling med chili mayonnaise og som forret torsk (med torskerogn på) med hummerbouillon og jordskok. Her bliver jeg også lige nød til at nævne brødet, der selvfølgelig var hjemmebagt, og hvor den ene slags var et herligt fedtet lille madbrød som jeg havde lyst til at få en hel kurv med hjem af. Havde egentlig også lyst til at spise hele kurven mens vi var der, men klog af skade lod jeg være med at spise mig mæt i brød og nøjedes med et ;)
Hovedretten var bryst og terrine af skovgris med glaskål, kålrabiskum og kartofler lagt i lag med hvidløg. Jeg bliver simpelthen så glad, når man får svin, der har haft det godt og som er veltillavet. Svin der har haft det bedre, smager simpelthen også bare bedre. Har næsten hele mit liv troet at jeg ikke kunne lide svinekød, indtil jeg smagte en øko-flæskesteg, der havde løbet rundt og fået rigtige muskler i stedet for vækstfremmere.
Nå, det var et lille sidespring, men hovedretten - især terrinen - var udsøgt og klart min favorit i menueen.
Til dessert var der en art chokolademousse med blodappelsinsorbet, -gele og -skum. Lækkert og nydeligt og choko/orange-kombinationen er aldrig skidt, syntes dog at sorbeten var lidt tam, men min mor var vild med den og sådan er vi jo så forskellige.
Eneste egentlige anke på middagen skulle være at farvetemaet var lidt kedeligt brun/orange. Jeg spiser i særdeleshed også med øjnene og selvom alt var smukt anrettet, blev farveskalaen en anelse kedelig og ikke så forårsagtig, men det er absolut også det eneste jeg kan sætte en finger på.
Vi sluttede af med kaffe og petits fours, sidstnævnte var en biscotti med peber, fyldte chokolader med hindbær og en lille mazarin. Elsker petit fours; små og fine og man får lov at smage lidt forskelligt.
Tak til Frederiks Have og mine forældre for en rigtig dejlig aften.
Had some really delicious food at restaurant Frederiks Have this saturday. The atmosphere was very zen and we had a really soothing experience there.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar