For 5 år siden brækkede jeg mit ben på en skiferie. Det helt klassiske scenarie: Skulle blære mig overfor fransk ski-flirt, der havde inviteret mig med på snowbike-tur (en snowbike er et kryds mellem et snowboard og en BMX-cykel). Eller blære mig var måske så meget sagt, var nok snarere et lidt ufrivilligt hop, der resulterede i først ret funky salto og siden knap så fikst sammenstød mellem ben og bike while in air. Og sådan en snowbike er tung! Hvem filan er også den idiot, der har fundet på at montere et massivt cykelstyr på et board?
Mens jeg hang i luften i et meget langt splitsekund, kunne jeg simpelthen høre knoglerne brække og det er cirka den grummeste lyd, jeg indtil nu har oplevet.
Long story short; benet var brækket to steder og foden revet ud af leddet. Den sad nu i en absurd 90 graders vinkel, hvor den plejede at pege pænt lige ud. Så slut på den skiferie, slut på skiflirt (han var ikke ligefrem heltetypen, der fulgte med mig på hospitalet og vågede ved min operationsstue), men allerværst slut med høje hæle.
Havde benet i gips i to måneder og mit ben var blevet pimpet (on the inside) med en metalskinne og 8 skruer.
MEN, hvor der er vilje er der vej. Og hell no, om jeg skulle leve resten af mit liv i flade futter. Så mit noget særlige genoptræningsprojekt, startede med et besøg hos Notabene, mens jeg stadig havde fuss i gips, hvor jeg købte ovenviste Marc Jacobs stilletter. For egentlig er alting jo bare et spørgsmål om motivation. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at sko er meget motiverende for mig.
Så sideløbende med mere konventionel genoptræning, øvede jeg mig i at gå i høje hæle derhjemme. Og det var et pinsomt projekt. Både fordi det gjorde ondt, men også fordi det sårede min stolthed, at jeg der altid havde hoppet rundt i tårnhøje hæle, nu vraltede rundt som de værste hill billys i første afsnit af Americas Next Topmodel.
Og selvom det her nok lyder fjollet og også er det, så var der også noget helt fornuftigt i det. De almindelige genoptræningsøvelser var primært balanceøvelser for at stabilisere fodleddet og at gå på høje hæle er vel også en slags balancegang, så måske det ikke var så tosset endda... Og jeg var så lykkelig og stolt da jeg første gang kunne have dem på en hel aften. Kan stadig huske det, det var i august 2005. Jeg brækkede benet i januar... Så der var ikke noget quick-fix over det.
Tak til de nu lidt ramponerede Marc Jacobs, jeg kunne ikke have gjort det uden jer.
Historiens morale: Køb sko! Det gør dig glad og rask.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar