Hævnen

I fredags var jeg endelig inde at se Hævnen, Susanne Biers nyeste film. Det er jo næsten det bedste ved efteråret og den kommende vinter: Alle de gode film. Nuvel, der kommer selvfølgelig også film ud om sommeren, men det er som regel af det lettere kavaleri. Men når kulden og mørket står på spring og vi er nemmere at lokke ind i de røde plysstole foran det store lærred, så slipper filmdistributørerne det rigtige guld løs. Det er filmsæson venner!
Og nu tilbage til Hævnen. Filmen (og Bier) har fået lidt hug - i ellers ganske nydelige anmeldelser - for at pensle moralen lidt for tydeligt ud og ikke lade noget forblive mellem linjerne. Kritikken er såmænd rammende nok, men det generer egentlig ikke mig. Jeg synes, det er helt rart at blive taget lidt i hånden af og til og blive guidet igennem. Det behøver jo ikke at være en blåstempling at en film er tvetydig/utydelig.
Men hold op hvor er den barsk! Jeg havde våde øjne og en klump i halsen i samtlige 110 minutter. Filmen sætter spørgsmålstegn ved begrebet hævn. Er hævn ok? Og i så fald hvornår og hvor meget uret skal der til? Jeg fik virkelig gjort mig nogle tanker omkring det både under og efter filmen. Kom frem til at hævn selvfølgelig aldrig på nogen måde er på sin plads, men at jeg altså har en lille stædig retfærdighedsrytter gemt i mig, der blev ved med at sige 'jamen hvad nu hvis...' og opstille alverdens skrækkelige eksempler, hvor jeg så næsten var tilbøjelig til at sige 'ok, så lige præcis i det tilfælde'.
Hvis I har set filmen, forstår I nok hvad jeg mener. Den indeholder nemlig et (meget tydeligt, hehe) eksempel, hvor man bliver tilbøjelig til at sige at hævn er ok (lige den problemstilling kæmper jeg stadig med - dumme svin, så kan han lære det! - men det er jo ikke i orden, basta!).
Er man ikke til soulsearching, så kan man også bare se filmen af den ene grund at den er helt ustyrligt smukt filmet. Wow, for en fest for en fotonørd, hvis ikke jeg havde været grådkvalt det meste af tiden, havde jeg haft alvorlig optur over de smukkeste billeder og scener og masser af laber bohke-effekt (hedder det egentlig også det når det er film? altså skarpt fokus og blurry baggrund/forgrund).

Last friday I watched Susanne Bier's (director of 'After the wedding') new film Hævnen ('The Revenge', my translation). It was really beautiful, great cinematography! And it was really brutal as well, I was watching through tears for most of the film.